Henrik Ibsens skrifter

I mit svar på ​herr kammerherrens telegram måtte jeg indskrænke mig til ganske kort at betegne ​udsættelsen af mit nye skuespils udkomst i boghandelen indtil 30. November som en umulighed, og jeg skal derfor herved tillade mig at begrunde nødvendigheden af dette afslag.

Da ​det kgl: theater ikke er tilsinds at honorere mig med procenter af billetsalget, så nødes jeg til at søge min væsentligste indtægt gennem bogens afsætning i handelen. Stykket er trykt i et meget ​stort antal exemplarer, og for dette første oplag har Hegel betalt mig et betydeligt ​honorar, hvorhos ​hans udgifter til trykning, papir o. s. v. naturligvis løber op til en ikke ringe sum. Jeg skylder derfor såvel ham som mig selv ikke at foretage dispositioner, der strider mod vore fælles interesser. I vore lande foregår jo det hovedsagelige bogsalg i årets to sidste måneder; men for at en bog, udgiven i København, kan til rette tid være tilstede i de fjernere egne af Sverig og Norge, ikke at tale om ​Finland og Amerika, hvorhen også en hel del exemplarer af mine arbejder går, er det en nødvendighed at den afsendes allerede henimod midten af Oktober. Sker dette ikke, så kan bogen ikke påregnes at blive udsolgt under årets literære julemarked, og forfatteren må da vente et helt år, før et nyt oplag tiltrænges. Det er dette, som jeg ikke tør eller kan indlade mig på; thi derved vilde jeg pådrage mig et pengetab, der ikke på langt nær opvejedes ved det honorar, der er stillet mig i udsigt ved det kgl: theater. Talrige bestillinger er desuden indløbne fra boghandlerne rundt om i vore lande, og bestillerne har erholdt tilsagn om at erholde bogen til en bestemt tid. Heller ikke kan jeg undlade at tage hensyn til at dette arbejde, efter sigende, skal af publikum imødesees med adskillige forventninger, og det er altid uklogt af en forfatter at spænde deslige forventninger ud over en rimelig tid; interessen kan da såre let slappes forinden bogen kommer.

En anden side af sagen er den, at jeg anser det ​skadeligt for et dramatisk arbejde at det først gøres tilgængeligt for almenheden gennem scenisk fremstilling. Jeg tror at ​den ​herhen hørende bestemmelse i det kgl: theaters regulativ har virket ​nedtrykkende på den dramatiske produktion i Danmark. Et faktum er det ialfald at ​denne produktion ikke har vist nogen tendens til opblomstring siden regulativets vedtagelse. Dette er også let forklarligt. Således som forholdene nu er kan et nyt skuespil aldrig blive opfattet og bedømt isoleret, i sin renhed, i og for sig som digtning. Dommen kommer altid til at omfatte både stykket og den udførelse, der bliver det til del; disse to ganske forskellige ting sammenblandes og hovedinteressen kommer hos publikum i regelen mere til at rettes mod spillet, udførelsen, skuespillerne, end mod stykket selv.

Jeg har troet at skylde mig selv denne redegørelse, da jeg nødig vilde have min vægring opfattet som mangel på imødekommenhed; havde det stået i min magt at vise sådan, da skulde intet have været mig kærere. Forøvrigt kan jeg umuligt tro at min nødtvungne vægring kan skade theatret; bliver det bekendt at stykket skal spilles allerede i November, så vil følgen blot blive den, at en stor del af Københavns publikum undlader at købe bogen forinden. –

For ordens skyld tillader jeg mig at tilbagesende den mig tilstillede ​fribillet idet jeg frembærer min forbindtligste tak for de mig derved beredte nydelsesrige aftener.

I håb om at den forestående ​opførelse af «Samfundets støtter» vil finde sted til alle parters tilfredshed tegner jeg mig med udmærket højagtelse